Foredrag – Foredragsholder Kim Domino fortæller om sit liv


FRA FRIHED TIL FÆNGSEL

FOREDRAG OM MIT KRIMIMELLE LIV

18 år og 100.000 kr i hånden


Da jeg var 11 stjal jeg min første Rittersport, og senere solgte jeg en hel kasse i skolegården. Da jeg var 18 år, havde jeg 100.000 brandvarme kroner og styr på shittet. Det gik stærkt. Også for stærkt. En ven fik frataget sin førlighed, da vi kørte galt, en anden døde i mine arme efter et ligegyldigt slagsmål mellem to grupperinger. Jeg burde løbe skrigende væk fra det hele, men på det tidspunkt var de venner, det eneste miljø jeg havde. Jeg endte med at sidde inde i ca. 10 år i alt. Det var ikke bare kriminaliteten, men livstilen, der var svær at komme ud af. Svært at undvære prestigen, anerkendelsen og pengene. Nogle syntes, jeg var en fandens karl. Andre var bange for mig på grund af volden. Den her følelse af i en tidlig alder at være noget specielt er fantastisk, selvom det er noget lort. Men det ignorerede jeg.

I dag misunder jeg dem, der har haft en almindelig ungdom, rejst og oplevet mange ting sammen med dem de elsker, fremfor mit liv, der bare ikke kunne blive vildt nok.

Fængslet og fortabt


Der blev stjålet og solgt narko og festet og kørt stækt. En vild rutsjetur, men den gik også nedad. Temmelig meget. Ind og ud af behandling, institutioner og fængsler. Lige meget hjalp det, men så gik det rigtig galt.
Jeg endte med 12 års fængselsdom. De første fire år jeg afsonede, var jeg slet ikke udenfor fængslet. Det er et lukket samfund, hvor der også stjæles, slås og tages stoffer. Der snakkes kriminalitet 24 timer i døgnet, og tænker man ikke som en kriminel, når man kommer ind, gør man det, når man kommer ud.
De færreste slipper upåvirket gennem et fængsel. Jeg har som mange andre udviklet posttraumatisk stress, angst, koncentrationsbesvær, manglende tillid og tålmodighed og meget andet festligt, som ingen ønsker sig i afskedsgave.
Det er ikke nemt at skulle ud fra fængslet og møde verden på ny efter at have spildt sit liv bag tremmer.

Disse erfaringer vil jeg gerne give videre, og måske på den måde redde nogen fra at gå samme vej som jeg gjorde da jeg var ung.

Kim Domino – NU som vordende far


Siden jeg blev løsladt har jeg mødt masser af udfordringer. Udfordringer som mange ikke betragter som en udfordring fordi det er normalt.

Teknologien er eksploderet og stadig den dag idag, ligner jeg stadig en idiot mange gange, simpelthen fordi jeg ikke har fået det ind på rygraden som alle andre.
Touch telefoner, mobilepay, e-boks, nem-id og selvkørende græsslåmaskiner, er blot nogle af de ting som jeg fik smidt i hovedet efter løsladelsen, ting der ikke fandtes da jeg fik min lange dom.
Det lyder sikkert skørt for mange, men ikke desto mindre er det ,at have være fængslet i så lang tid, jo en anbringelse væk fra civilisationen, og dermed fra det nye som røre sig. Det har været en meget svært omgang.

Fakta er, at for mig var det en udfordring i sig selv, at blive løsladt efter 7 år,  så var jeg ikke forvirret i forvejen, så forestil jer, hvordan jeg reagerede da jeg så græsslåmaskinen komme kørende uden fører, Drengen på 11 år betale med sin telefon 7 eleven og jeg kunne forstætte.
Har man set tilbage til fremtiden, vil man måske have en ide om hvordan det må føles at være mig, det svarer jo stort set også til ,at jeg har sprunget ca. 10 år frem i tiden.
Idag 2 år senere, går det heldigvis bedre. Et teknologisk geni bliver jeg nok aldrig, men jeg har set, at teknologien er så stor en del af vores alles liv, at jeg skal lære og bruge det, og jeg synes om det eller ej.

Jeg arbejder idag 3 timer om dagen ved et bilfirma i Randers, hvor jeg heldigvis har meget frie tøjler til at trække mig tilbage når tingene bliver for meget for mig, og har brug for lidt luft for mig selv.

Stadig snart 2 år efter min løsladelse døjer jeg med angst og posttraumatisk stress, som resultat af det hårde liv jeg har levet.

Heldigvis kan jeg nu sige, at jeg venter mit første barn, det største nogensinde som er sket i mit liv. Jeg skal have en lille søn.

Alt i alt, lever jeg en drøm nu, som jeg aldrig har turdet hverken tænke eller drømme om, jeg er blevet en “normal” mand, med et helt almindelig liv som alle andre, og tro mig, det smider jeg ikke væk som jeg smed min ungdom væk.